Jeg brænder for at hjælpe mennesker, og for at inspirere til et liv i balance – men samtidig også vise at balance faktisk er en mulig faktor at justere på.
Vi lever i en verden, som konstant er i forandring, og en tid, hvor vi i den grad bliver udfordret på det at være menneske med alt det som indebærer. Det har affødt en masse livsstilssygdomme og lidelser, hvilket jeg brænder for at komme til livs, da jeg er overbevist om at det er muligt at leve et liv på en mere naturlig måde, hvis ”blot” vi lytter til os selv. Heri ser jeg den store opgave, idet mange af os gennem vores liv, har lært at tilpasse os, følge trends, lægge låg på os selv og vores behov, ja her kunne listen være lang, - men kendetegnende for vores tid er at vi er blevet mindre gode til at lytte til os selv, vores krop og det vi mærker.
Jeg vil gerne have dig til at mærke dig selv igen. Have dig til at gå med det der føles rigtigt, og hjælpe til at du kan få øje på de mønstre og strategier du har og benytter, men som muligvis er uhensigtsmæssige i det lange løb. Min egen historie ind i feltet, har uden tvivl været gennemslående for min tro på, at det rent faktisk er muligt at bryde med gamle overbevisninger, og på den måde komme til at leve et liv mod mere balance. Det handler om energi og om det der bevæger sig inden i din krop.
Jeg er en 40 årig kvinde, født og opvokset på Midtlolland, og bor sammen med min kæreste og 2 små børn på hhv 1 og 2 år i landlige omgivelser i Bursø, få km fra Maribo. Jeg er uddannet kropsterapeut i april 2022 fra Totum – Skolen for Kropsterapi, og har inden da lavet en masse andet, hvilket du kan læse mere specifikt om i min detaljerede historie nedenfor.
Mit navn Meidie, udtales ligesom Heidi, bare med M, så er den på plads 😉 Jeg er døbt Meidie i 85 , så det har været bestemt helt fra starten, at det var det jeg skulle hedde.

"If there is no way, create one"
citat; ukendt

I mange år i erhvervslivet, i mange forskellige job, har jeg udviklet mine kompetencer, mine evner og styrker og ikke mindst min personlighed. Og nu i min klinik skal jeg bruge det hele. Jeg skal guide og vejlede, jeg skal arbejde med potentialer og udvikling, og med smil og energi. Jeg har fået øje på at jeg altid har arbejdet med energi. Med energien vi sender udad. Nu vælger jeg at arbejde med den indvendige energi. Den energi vi alle har i kroppen, som vi dernæst kan sende udad. Det hele starter med os selv. Jeg ser nu mig selv som være en der arbejder med energi, en energiarbejder. Og jeg brænder for at hjælpe dig på vej til at lade din energi flyde mere frit i din krop, på vejen mod mere balance.
Efter 3 gange stress nedsmeltninger har kropsterapien hjulpet mig på vej, og åbnet en masse døre. Det samme har psykologien, psykoterapien og stresscoaching, fordi jeg traf en beslutning om at hjælpe mig selv, ved at lytte til mig selv og min krop. Psykologtimer, psykoterapeut og stresscoach er alle tilgange " oppe i hovedet", hvilket hjalp mig med at klarlægge mine udfordringer så jeg kunne forstå det, mens kropsterapien fik mig til at mærke min krop og alt jeg bærer på.
Ja jeg er kropsterapeut, men jeg er også så meget mere end det. Jeg er menneske. Et menneske på en bevægelsesrejse, en rejse der aldrig ender, et menneske der forandrer mig, og bevæger mig med energierne, som både går op og ned, ind og ud, - og som for første gange nogensinde måske, virkelig mærker mig selv. Jeg er ikke perfekt, og jeg bliver det heller aldrig, men først nu er jeg begyndt at slippe min intention om at være det, og om ikke at være det verden eller andre forventer af mig.
Velkommen til den kropsterapeutiske verden.
Hvor vælger du, at dine energier skal tage dig hen? Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Kærlig hilsen
kropsterapeut, energiarbejder, guide, leder, vejleder, mentor, coach, yoga pige, have entusiast, sejler, rejsende, søster, menneske - og - nu også mor til 2.
(NYT mom billede på vej 😉)


Rødvej 13, Bursø
4930 Maribo
25395466